Mød Nikolaj Kolstrup

Uddannelse:    Handelsøkonom fra Erhvervsakademiet Dania
Stilling:            Økonomielev i Bogholderi
Ansat siden:    November 2013

Hvad lavede du tidligere?

I forbindelse med min handelsøkonomuddannelse var jeg i praktik hos Vibocold i et år, og efter at have afsluttet min uddannelse som Handelsøkonom arbejdede jeg nogle måneder som lærervikar.

Hvad består dine opgaver af?

Som elev i Bogholderiet sidder jeg hovedsageligt med registrerings- og bogføringsopgaver. Det omfatter blandt andet bogføring af kreditorbilag og indbetalinger fra debitorer. Jeg har ansvaret for koncernens finske datterselskab, hvor jeg månedligt sørger for at gøre regnskabet klar til lukning, hvilket er rigtig spændende, synes jeg. Udover at samarbejde med Bogholderi- og Afregningsafdelingen i Danmark er jeg også ofte kontakt med de administrative medarbejdere i Finland.

Til dagligt arbejder jeg også med opfølgning af vores likviditetsoversigt for hele koncernen, månedlig bankafstemning og andre ad hoc-opgaver. En typisk arbejdsdag består både af en række rutineopgaver samt en række arbejdsopgaver, som varierer fra dag til dag.

Hvad er dine vigtigste styrker?

Det er vigtigt for mig, at jeg har overblik og kan arbejde struktureret. Vi har daglige og månedlige deadlines, som skal overholdes, så regnskabet kan udarbejdes rettidigt. Ligeledes vægter jeg højt at være nysgerrig og åben over for nye opgaver, så jeg hele tiden udvikler mig fagligt.

Hvorfor kan du godt lide at arbejde i Energi Danmark koncernen?

Som elev får man en rigtig god oplæringsperiode og bliver inddraget i mange opgaver, og der er rig mulighed for at udvikle sig fagligt. Man føler sig fra første dag på lige fod med ens kollegaer.